Poicephalus senegalus – Senegalpapegøje

Beskrivelse

Der findes 3 underarter, hvoraf p.s. senegalus er den mest almindelige, og ses ofte i fangenskab. Det er meget smukke fugle, og de er heller ikke specielt støjende, men kan være meget nervøse og sky, og kan også være slemme til at ødelægge træværk mm. i volieren. De har et meget livligt væsen, og sidder sjældent stille i ret lang tid af gangen.

Håndopmadede fugle kan blive meget tamme og tillidsfugle, og kan endda lære at sige nogle få ord. De er meget nysgerrige og vil gerne deltage i alt hvad man foretager sig.

Hvis man køber en fugl, som ikke er håndopmadet, skal man sikre sig, at man får en ungfugl, da de voksne kan være meget sky og aldrig bliver tamme. Bliver ej heller gode opdrætsfugle hvis de er indfanget som voksne. Ungfuglene kan blive nogenlunde tamme selv om de ikke er håndopmadet, og kan med god tålmodighed også blive håndtamme.

Senegalpapegøjer kan være meget humørsvingende og kan finde på at bide på at bide uden grund, og de har et meget hårdt bid; de holder fast og bider til, hvor mange andre papegøje arter bare giver et hurtigt hak eller nap.

I naturen lever de op til 25-30 år men i fangenskab kan de blive ca. 30-50 år.

Udseende

Pande og isse er mørkegrå, noget lysere omkring kinderne. Øverste del af bryst og ryg er mellemgrøn. Bugen er gul/gulorange. Vingerne er grønne/olivengrønne, halen brun/olivengrøn, næbbet sort, gul iris, gråbrune ben.

De grønne og gule farver på brystet udgør en V-form, som hus hunnen ofte er længere. Hunnens næb og hoved er generelt lidt mindre og smallere end hannens. Underhale dækfjer er mere gul hos hannen og mere grøn hos hunnen. Hannerne er generelt lidt større og tungere end hunnerne.

Ungfuglene har samme fjerdragt som de voksne, dog lidt mere mat i farven, samt ved den mørke/grå iris; de voksne har gul/orangegul iris.

Den orangegule farve på bugen kan variere meget fra ren gul til orange. Man kan selv gøre bugen mere orange ved at fodre ungerne med røde orme.

Længde: 23 -25 cm

Levested

Vest Afrika, nærmere bestemt Tchad, Nigeria, Benin, Togo, Ghana, øvre Volta, Elfenbenskysten, Mali, Guinea og Senegal.

Lever i tørre savanne områder med sparsom skov / åbne skove.

Føde

Frø blanding med rigeligt små frø. Desuden frugt og grønsager af alle slags. Elsker jordnødder. I yngletiden suppleres med spiret frø, opblødt franskbrød samt rigeligt grønt, f.eks. gulerødder.

Opdræt

Er relativt let at opdrætte. Håndopmadede fugle er meget populære som tamfugl.

Kønsmodne ved 3-4 års alderen men nogle yngler først når de er 5-7 år. 

Bemærk: Hannen kan være aggressiv overfor hunnen i ynglesæsonen - volieren skal derfor have en passende størrelse og tilflugtssteder til hunnen.

Redekassen bør være ca. 25 x 25 i bunden og 45-60 cm høj og lavet i kraftigt materiale. Hullet bør være ca. 6,5 cm i diameter.

Kuldet består af til 3-4 hvide æg. Rugetiden varer ca. 27-28 dage. Ungerne åbner først øjnene efter ca. 2-3 uger og er helt afhængig af moderen som tilbringer det meste af sin tid i reden de første fire uger imens hannen bringer føde til hunnen og ungerne og bevogter reden. 

Ungerne forlader reden efter ca. 9 uger og kan klare sig selv efter ca. 12 uger.

Underarter

Der findes to anerkendte underarter:

  • Poicephalus senegalus senegalus - nominatform, udseende som beskrevet ovenfor.
  • Poicephalus senegalus versteri  - brystet er mere rødlig end hos p.s. senegalus.

Nogle kilder nævner også en tredje underart P. s. mesotypus - denne er dog ifølge IOC indeholdt i nominatformen:

  • Poicephalus senegalus mesotypus - Orange-brystet senegal papegøje. Er en smule blegere i farverne men har til gengæld en dyb orange farve på brystet. Er sjældnere end p.s. senegalus.

Engelsk: Senegal Parrot

Voksen senegal papegøje - bemærk den gule iris.

Foto: Aase Nygaard og Lars Haastrup
4 mdr gammel unge - bemærk mørkegrå iris

Foto: Ellen's Parrots

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*