Cacatua galerita – Stor Gultoppet Kakadu

Beskrivelse

Stor Gultoppet Kakadu er en af de større hvide kakaduer. De er meget nysgerrige, intelligente og sociale fugle, som er populære som tam fugl, men de kræver meget opmærksomhed ellers kan de udvikle fjerplukning eller skrige meget højt og meget længe for at påkalde sig opmærksomhed!

I naturen bliver de typisk 20-40 år gamle, men som tamfugle kan de blive betydeligt ældre - nogle fugle over 75 år.

Udseende

Fjerdragten er hvid. Undervinge og underhale har gul tone. Toppen er kraftig gul og krummer opad selv når den er lagt ned.

Størrelse: ca 44-55 cm. De australske underarter er større end de øvrige underarter fra Ny Guinea og tilstødende øer.
Vægt: ca. 815-975 gram

Øjenringen er hvidlig. Næbbet er mørkegrå/sort. Benene er grå.

Hanner har typisk sorte øjne hvor hunner har rød/brun øjne. Ungfugle ligner de voksne men med brune øjne og der kan være spredte fjer med lysegrå skær.

Kan forveksles med Lille Gultoppet Kakadu (Cacatua sulphurea), som er mindre, har en mørkere blå øjering og toppen har en anden facon.

Levested

Lever i skov områder i Australien og Ny Guinea samt nogle af de Indonesiske øer.

Er udbredt i store dele af det nordlige og østlige australien fra Kimerbley og helt ned til Tasmanien. Holder sig fra tørre områder med få træer. 

De er også talrige i byer som Adelaide, Melbourne, Canberra, Sydney og Brisbane.




Underarter

Cacatua galerita galerita - Stor Gultoppet Kakadu

Lever i det østlige og sydøstlige Australien fra Cape York til Adelaide samt på King Island og Tasmanien.
Har en gul øreplet samt gul basis på fjerene ved kinder og hals. Hvid øjering.

Cacatua galerita eleonora - Eleonora Gultoppet Kakadu

Lever på Aru Islands.
Samme udseende som Stor Gultoppet Kakadu men mangler den gule øreplet helt eller delvis og har blålig øjering.

Cacatua galerita fitzroyi - Fitzroy Kakadu

Lever i det nordlige Australia fra Fitzroy River til Gulf of Carpenteria.
Ligner Eleonora Gultoppet Kakadu men har smallere top.

Cacatua galerita triton - Triton Kakadu

Lever på Ny Guinea og tilstødende øer.
Samme udseende som Stor Gultoppet Kakadu men med blå øjering og en bredere top.

Opdræt

Reden laves i et hult træ, som fores med træ stykker. 

Der lægges 2-3 æg, som udruges på 25-27 dage. Begge forældre deltager i udrugning og efterfølgende fodring af ungerne. Ungerne bliver i reden i 9-12 uger. Ungerne bliver sammen med forældrene nogle måneder efter de har forladt reden.

Taksonomi

Orden: Psittaciformes
Familie: Cacatuidae
Slægt: Cacatua

Synonymer

  • Danisk: Stor Gultoppet Kakadu
  • Engelsk: Sulphur-crested Cockatoo, Greater Sulphur-crested Cockatoo 
  • Fransk: Cacatoès à huppe jaune, Grand Cacatoès à huppe jaune
  • Tysk: Gelbhaubenkakadu
  • Portugisisk: Cacatua-de-crista-amarela
  • Spansk: Cacatúa de Moño Amarillo, Cacatúa Galerita