Primolius maracana – Rødrygget Dværgara

Beskrivelse

Rødrygget Dværgara - Primolius maracana (Vieillot, 1816) - er en mellemstor Ara-lignende papegøje.

Bemærk: Rødrygget Dværgara har tidligere været klassificeret som Ara maracana og efterfølgende Propyrrhura maracana, hvilket kan give lidt forvirring hvis man læser ældre litteratur.

De er ikke så almindelige i fangenskab. De kan lære at gentage enkelte ord og korte sætninger men er dog ikke så gode til at "tale" som visse andre papegøje arter.

De er meget sociale og kan i naturen ses i flok med andre Ara arter eller conurer. Som tamfugl knytter de sig stærkt til deres ejer/familie. Hvis de overlades til sig selv, vil de hurtigt udvikle adfærdsforstyrrelser, så forvent at disse fugle kræver meget opmærksomhed! Sørg for at de har rigeligt med legetøj og ting de kan gnave i, så de ikke keder sig.

Selv om de ikke støjer helt så meget som de større Ara'er, så kan støjniveauet godt være højt, så tænk på det og overvej om dine naboer synes det er en god ide at anskaffe dig en sådan papegøje, hvis du bor i lejlighed!

De kan blive op til 45-50 år gamle.

Rødrygget Dværgara er udryddelses truet da bestanden er forholdsvis lille og deres naturlige habitat mindskes samtidig med at der foregår fangst af fugle med salg for øje.

Udseende

Mellemstor papegøje med lysegrøn fjerdragt, rød pande og blå isse. Som ved de større Ara'er er der nøgen hud i ansigtet (fra næbbet og rundt om øjnene); hos Rødrygget Dværgara er den nøgne hud gullig-hvid. Øjnene er rav farvet med sort pupil; når fuglene er ophidset eller taler vil man ofte se pupillen blive mindre. Rød plet midt på maven. Flyvefjerene er blå. Halen er lang med blå overside og gul underside. Næbbet er mellemstort og sort. Fødderne er lys beige med sorte kløer.

Ungfugle ligner de voksne men har mørkere øjne og mere afdæmpede farver.

Størrelse: 36-43 cm
Vægt: 260-280 g

Levested

Denne art lever i et område fra det centrale og østlige Brasilien til det østlige Paraguay og nordøstlige Argentina.

Den foretrækker eviggrønne og løvskove (herunder atlantisk skov og cerrado savanna) og særligt skove langs floder.

Føde

Føden består af primært af frø fra forskellige lokale træer og buske (Cnidoscolus phyllacanthusJatrophaGuazuma ulmifolia).  Nødder fra palme træer er også en væsentlig del af kosten; de hårde nødder åbnes nemtderes kraftige næb. Frugt indgår også i føden.

Opdræt

Reden bygges i et gammelt hult træ.

Der findes desværre ikke mange opdrættere af denne smukke papegøje. Nogle opdrættere har vanskeligt ved at få fuglene til at yngle i fangenskab, andre påstår de yngler udmærket. Konklusionen må være at det nok ikke er en begynder fugl!

Der lægges typisk 2-4 hvide æg, som udruges af hunnen på ca. 25-29 dage. Begge forældre deltager i at fodre ungerne, som er flyvefærdige ca. 11 uger efter udklækningen. Ungerne bliver typisk sammen med forældrene et års tid.

Fuglene er kønsmodne når de er 2-4 år gamle.

For yderligere information kan jeg anbefale denne side: http://parrotfeather.com/macaws/illigers/

Taksonomi

  • Orden: Psittaciformes
  • Familie: Psittacidae
  • Slægt: Primolius

Synonymer

  • Dansk: Rødrygget Dværgara
  • Engelsk: Blue-winged Macaw, Illiger's Macaw
  • Fransk: Ara d’Illiger, Ara maracana
  • Tysk: Blauflügelara, Rotrückenara, Maracana, Marakana
  • Portugisisk:  Ararinha, Maracanã, maracanã-do-buriti, Maracanã-verdadeira
  • Spanisk: Guacamayo Maracaná, Maracaná afeitado, Maracaná de Dorso Rojo, Maracaná lomo rojo

Tidligere klassificeret som:

  • Ara maracana
  • Propyrrhura maracana

IUCN Red List

The IUCN Red List of Threatened Species.
Version 2017-3. <www.iucnredlist.org>.
Downloaded on 30 May 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*