Amazona leucocephala - Cubaamazone

CubaamazoneAmazona leucocephala (Linnaeus, 1758) – er en mellemstor grøn papegøje, der lever i skovområder på Cuba,  Bahamas og Caymanøerne i Caribien.

Cubaamazone kan blive op til ca. 50-60 år.

Cubaamazone er opført på CITES Appendix I og EU Annex A og må derfor kun købes/sælges med særlig tilladelse! Den er klassificeret som ‘Nær Truet’ (Near Threatened) af IUCN Red List.

Beskrivelse

Fjerdragten er grøn med en smal sort kant der resulterer i et skæl agtigt mønster. Enkelte blå fjer på vingerne. Hvid pande, forreste del af issen og rundt om øjnene. Rød/lyserød plet på kinderne ved undernæbbet og halsen. Øre dækfjer matsort. Rødbrun plet på maven. Halen er grøn med rød base. Næbbet er horn farvet. Øjet er mørk olivengrøn med hvid øjenring.

Farverne i hovedet og på maven varierer i de enkelte underarter (se herunder).

Ungfugle ligner de voksne fugle men med mindre sort kant på fjerne (og dermed mindre skællet mønster). Den hvide farve på panden har gulligt skær. Mindre rødbrun på maven.

Længde: 28 – 33 cm
Vægt: 240 – 262 g

Levested

Cubaamazone lever som navnet antyder på Cuba samt Bahamas og Cayman øerne.

Den findes i fyrreskov, løvskov, palmelunde, mangrover, plantager samt dyrket jord med træer. Lever i områder op til 1000 m højde.

Ses i mindre grupper når de spiser; i områder med rigeligt føde kan de ses i større grupper ligesom de også sover i større grupper. I yngletiden ses de parvis. 

Underarter

Der findes fire underarter:

  • Amazona leucocephala leucocephala (Linnaeus, 1758) : Nominatform; udseende som beskrevet herover. Lever på Cuba samt Isle of Pines. Var tidligere udbredt på det meste af Cuba men findes nu kun i skovområder.
  • Amazona leucocephala bahamensis (Bryant, H, 1867) – Bahama Amazon : Lever på Bahamas (Great Inagua, Abaco og Acklins). Ligner leucocephala men er lidt større. Pletten på maven er mindre eller mangler helt. Den hvide plet på issen går længere ned (helt ned under øjnene og øverste del af kinderne). Mindre rødt ved basis af halen.
  • Amazona leucocephala caymanensis (Cory, 1886) – Cayman Amazon :  Lever i tørre skove samt opdyrkede marker på Grand Cayman Island. Er større end leucocephala. Kropsfarven er mere gul-grøn og med mindre skællet mønster. Brystet og rumpe har en blå tone. Den hvide farve er begrænset til panden. Den røde farve på kinder og hals er adskilt af et grønt. Mindre rødbrun mave.
  • Amazona leucocephala hesterna (Bangs, 1916) : Lever på øen Cayman Brac Island; tidligere levede den også på Little Cayman Island. Mindre end leucocephala; kropsfarven er mere gulgrøn; mere rødbrun på maven; mørkere rød farve på kinder og hals.

Føde

Vilde fugle lever af forskellige frø, frugt, blomster; spiser også dyrkede afgrøder som mango og papaya.

Opdræt

Volieren bør som minimum være 3 meter lang. Der anvendes en vertikal kasse med målene ca. 31 x 31 x 61 cm som redekasse.

Der lægges 3-5 æg. Æggene udruges på ca. 27-28 dage. Ungerne forlader reden ca. 8 uger senere.

Reklame:

Taxonomi

  • Orden: Psittaciformes
  • Familie: Psittacidae
  • Slægt: Amazona

Synonymer

  • Dansk: Cubaamazone, Cuba-amazone
  • Engelsk: Cuban Amazon, Cuban Parrot, Caribbean Amazon, Caribbean Parrot, White-headed Amazon, White-headed Parrot, Rose-throated Parrot, Bahama Amazon, Bahaman Parrot, Cayman Amazon
  • Fransk: Amazone à face rouge, Amazone à tête blanche, Amazone de Cuba
  • Tysk: Kubaamazone
  • Portugisisk: Papagaio-de-cuba
  • Spansk: Amazona Cubana, Cotorra, Cotorra de Cuba
  • Videnskabeligt: Amazona leucocephala

IUCN Red List

BirdLife International 2020. Amazona leucocephala. The IUCN Red List of Threatened Species 2020: e.T22686201A179212864.
https://dx.doi.org/10.2305/IUCN.UK.2020-3.RLTS.T22686201A179212864.en
Accessed on 12 March 2022

Reklame:

Reklame: