Brotogeris chiriri - Kanarievinget Parakit

Kanarievinget Parakit – Brotogeris chiriri (Vieillot, 1818) – var oprindeligt den mest importerede af brotogeris arterne, hvor tusindvis blev importeret fra Paraguay. Selv importerede fugle, kan blive meget tamme og kærlige tamfugle.

Fuglene elsker at bade. Sørg også for at de har fuglesikkert legetøj som gynger, stiger, gnavegrene m.m.

De indfødte Guarani indianere kaldte fuglene for “chi-ri-ri“, hvilket stammer fra lyden af deres kald når flokkene flyver over træerne. Dette medførte, at arten fik det videnskabelige navn chiriri. De er meget sociale og ses i store flokke på flere hundrede fugle.

Tidligere blev arten opfattet som en underart af Hvidvinget Parakit og betegnet Brotogeris versicolurus chiriri men er nu ophøjet til en selvstændig art.

Kanarievinget Parakit er opført på CITES Appendix II og EU Annex B.
Den er klassificeret som ‘Ikke Truet’ (Least Concern) af IUCN Red List.

Beskrivelse

Overvejende gulgrøn kropsfarve; vingerne grønne med gule sekundære dækfjer. Næbbet er orange/brun. Øjnene er mørkebrune med hvid øjenring.

Kraftig kanariegul farve på vingerne, heraf navnet.

Længde: 22 cm
Vægt: 72 g

Levested

Sydamerika: Lever i et større område, som omfatter dele af Brasilien, Bolivia,  Paraguay, og Argentina – se underarter herunder for nærmere information.

Underarter

Der findes to underarter:

  • Brotogeris chiriri chiriri (Vieillot, 1818) : Lever i et område fra det nordøstlige, centrale og sydøstlige Brasilien til nordlige Bolivia, Paraguay og nordlige Argentina. Kropsfarven er gulgrøn.
  • Brotogeris chiriri behni (Neumann, 1931) : Lever i det centrale og sydlige Bolivia.
    Samme udseende som nominatformen men en smule større og mangler det gule skær i den grønne kropsfarve.

Føde

Pellets suppleret med frømix af god kvalitet samt forskellig frugt og grønt, f.eks. æble, pære, banan, appelsin, gulerod, grønne bønner, ærter, majs, salat.

Opdræt

Redekassen bør være ca. 20 x 20 x 35 cm (vertikal kasse eller hul træstamme).

Der lægges 3-6 æg, som udruges i løbet af ca. 26 uge; ungerne er flyvefærdige efter ca. 7 uger.

Reklame:

Taxonomi

  • Orden: Psittaciformes
  • Familie: Psittacidae
  • Slægt: Brotogeris

Synonymer

  • Dansk: Kanarievinget Parakit
  • Engelsk: Yellow-chevroned Parakeet
  • Fransk: Toui à ailes jaunes
  • Tysk: Gelbflügelsittich
  • Portugisisk: Periquito-de-encontro-amarelo
  • Spansk: Catita Chirirí
  • Videnskabeligt: Brotogeris chiriri

IUCN Red List

BirdLife International 2018. Brotogeris chiriri. The IUCN Red List of Threatened Species 2018: e.T22685963A130103839.
https://dx.doi.org/10.2305/IUCN.UK.2018-2.RLTS.T22685963A130103839.en
Accessed on 12 March 2022

Reklame: