Chalcopsitta atra - Sort Lori

Sort LoriChalcopsitta atra (Scopoli, 1786) – er en mellemstor overvejende sort papegøje, som lever på Ny Guinea og flere øer i Indonesien.

De er meget nysgerrige og ikke sky når de har vænnet sig til mennesker. De er ikke særlig almindelige i fangenskab.  

De har et særdeles højt skingert skrig – hvis man står tæt volieren, gør det temmelig ondt i ørerne når de skriger! Kan derfor kun anbefales hvis du bor et sted med lang afstand til naboer!

Sort Lori er opført på CITES Appendix II og EU Annex B.
Den er klassificeret som ‘Ikke Truet’ (Least Concern) af IUCN Red List.

Beskrivelse

Overvejende sort fjerdragt med blå/violet rumpe; underhalen er rød ved basis og med olivengul spids. Orangerødt øje med nøgen sort øjenring. Sort næb med nøgen sort hud rundt om næbbet. 

Begge køn har samme udseende. 

Størrelse: ca. 32 cm
Vægt: ca. 230 – 260 g

Levested

Indonesien: Lever i det vestlige Ny Guinea samt flere øer vest for Ny Guinea.

De ses i lavlands skove, åbent land, ved kystnære kokosnøddeplantager, skovkanter og mangrove. 

Ses af og til i store flokke, som spiser fra blomstrende træer.

Underarter

Der findes tre underarter:

  • Chalcopsitta atra atra (Scopoli, 1786) : Lever på øerne Batanta og Salawati i øgruppen Raja Ampat Islands nordvest for Ny Guinea samt på den vestlige del af halvøen Bird’s Head i det nordvestlige Ny Guinea.
    Nominatform; udseende som beskrevet herover.
  • Chalcopsitta atra bernsteini (Rosenberg, HKB, 1861) : Lever på øen Misool i øgruppen Raja Ampat Islands nordvest for Ny Guinea.
    Adskiller sig fra atra ved rød/lilla aftegninger på pande og lår, dog knap så tydeligt hos hunnen; rumpen er en mørkere blå.
  • Chalcopsitta atra insignis (Oustalet, 1878) : Lever på øen Amberpon samt Bomberai Peninsula i det vestlige Ny Guinea.
    Adskiller sig fra atra ved at hovedet er stribet grå/blå; rød pande, ansigt, lår og undervinger; halsfjer og samt fjer på nedre underside har rød kant; mørk blå rumpe; grå/blå underhale dækfjer.

Føde

Som de øvrige Lorier lever de primært af nektar, som man kan købe færdigblandet eller selv tilberede. Desuden skal de have forskellig frugt f.eks. æble, banan, appelsin, kaktusfrugt samt grøntsager (salat, gulerød, majs m.m.). Giv dem også forskellig blomster de kan spise, f.eks. mælkebøtte.

Pga. den flydende kost sviner Lorier mere end andre papegøje arter, hvilket man skal overveje nøje ved planlægning af voliere eller placering af bur til tamfugle.

Opdræt

Der anvendes en L-formet redekasse ca. 25 cm høj, 25 cm bred og 45 cm dyb. Indgangshullet skal være ca. 7,5 cm. Det anbefales at de har adgang til redekassen hele året.

Der lægges typisk 2 æg, som udruges i løbet af ca. 25 dage; ungerne er flyvefærdige efter ca. 10-11 uger.

Reklame:

Taxonomi

  • Orden: Psittaciformes
  • Familie: Psittaculidae
  • Slægt: Chalcopsitta

Synonymer

  • Dansk: Sort Lori
  • Engelsk: Black Lory, Rajah Lory, Red-quilled Lory
  • Fransk: Lori noir, Loriquet noir
  • Tysk: Schwarzlori
  • Portugisisk: Lóris-negro
  • Spansk: Lori Negro
  • Videnskabeligt: Chalcopsitta atra, Psittacus ater

IUCN Red List

BirdLife International 2016. Chalcopsitta atra. The IUCN Red List of Threatened Species 2016: e.T22684488A93032251.
https://dx.doi.org/10.2305/IUCN.UK.2016-3.RLTS.T22684488A93032251.en
Accessed on 20 May 2023

Reklame:

Reklame: