Poicephalus fuscicollis - Brunnakket Papegøje

Brunnakket PapegøjePoicephalus fuscicollis (Kuhl, 1820) – er en mellemstor afrikansk papegøje med overvejende grøn krop og brunligt hoved. De er sjældne i fangenskab. De bliver typisk 20 – 25 år gamle.

Arten var tidligere klassificeret som Poicephalus robustus fuscicollis, dvs. en underart til Kappapegøje, men er senere omklassificeret, hvilket giver en del forvirring når man læser ældre og nyere litteratur.

De er mellemstore papegøjer som er meget intelligente og kan lære at tale ganske godt. De har et stort kraftigt næb, som nemt kan knuse en nød, men det er meget rolige fugle, der sjældent bider.

Brunnakket Papegøje er opført på CITES Appendix II og EU Annex B.
Den er klassificeret som ‘Ikke Truet’ (Least Concern) af IUCN Red List.

Beskrivelse

Overvejene grøn fjerdragt. Hoved og nakke er gråbrun/rødbrun. Vingerne og ryg er mørkegrønne med orange skuldre som kan variere fra smal stribe til større plet. Orange bånd på benet. Bryst og mave er lysere grøn. Halen er kort og bred med sorte eller brune fjer.

Øjet er mørkbrunt med hvid/grå øjenring. Næbbet er horn-farvet og forholdsvis stort i forhold til fuglens størrelse.

Hunnen har et orange pandebånd, som mangler hos hannen.

Længde: ca. 32 – 33 cm
Vægt: ca. 310 – 400 g

Levested

Afrika: Nordlige Ghana og Togo til Gambia og sydlige Senegal samt vest Afrika. Holder til i de åbne skove samt savanner med træer og frugtplantager.

Lever i par eller små flokke på 3-20 individer udenfor yngletiden. De larmer når de skriger, men er rolige, når de spiser. Sover som regel i skoven om natten og holder sig til de mere åbne områder om dagen

Underarter

Der findes to underarter:

  • Poicephalus fuscicollis fuscicollis (Kuhl, 1820) : Lever i et område fra Senegal og Gambia til østcentrale Nigeria og nordlige Angola.
  • Poicephalus fuscicollis suahelicus (Reichenow, 1898) : Lever i et område fra det centrale Tanzania og Rwanda til nordøstlige Sydafrika og sydcentrale Angola.

Føde

Føden bør primært baseres på pellets suppleret med frømix af god kvalitet samt forskellig frugt, grønt og nødder; de er f.eks. meget glade for valnødder. Undgå dog jordnødder da de kan være en kilde til Aspergillosis!

Opdræt

Volieren bør som minimum være 2m lang. Fuglene må ikke udsættes for temperaturer under 5 grader men skal have adgang til opvarmet læskur.

Opdræt forudsætter et harmonisk par. Hold parret alene og undgå forstyrrelser. Anvend en redekasse på ca. 30 x 30 x 60 cm (vertikal kasse).

Der lægges 2-4 æg som udruges efter 26-30 dage. Ungerne forlader reden efter 9-11 uger.

Reklame:

Taxonomi

  • Orden: Psittaciformes
  • Familie: Psittacidae
  • Slægt: Poicephalus

Synonymer

  • Dansk: Brunnakket Papegøje
  • Engelsk: Brown-necked Parrot, Angola Brown-necked Parrot, Gambia Brown-necked Parrot, Uncape Parrot
  • Fransk: Perroquet à cou brun
  • Tysk: Graukopfpapage
  • Portugisisk: Papagaio-de-pescoço-castanho (fuscicollis)
  • Spansk: Lorito Robusto (fuscicollis)
  • Videnskabeligt: Poicephalus fuscicollis, Poicephalus robustus fuscicollis, Psittacus fuscicollis

IUCN Red List

BirdLife International 2017. Poicephalus fuscicollis. The IUCN Red List of Threatened Species 2017: e.T22732670A119197072.
https://dx.doi.org/10.2305/IUCN.UK.2017-3.RLTS.T22732670A119197072.en
Accessed on 12 March 2022


Reklame: