Lars Bodin's fugle leksikon
Foto: David Cook – Licens: Creative Commons CC BY-NC 2.0
Prinsesseparakit – Polytelis alexandrae (Gould, 1863) – er en stor australsk parakit med smukke pastelfarver og en karakteristisk lang hale.
Prinsesseparakit er efter Prinsesse Alexandra (som senere blev dronning da hendes mand Prinsen af Wales blev kong Edward VII) i 1863 af den engelske ornitolog John Gould.
Er mest aktive om morgenen og om aftenen – resten af dagen sidder de ofte og hviler sig med hovedet under vingen. Når de føler sig truet, flyver de højt op i et træ, og lægger sig fladt hen langs grenene, hvormed de er vanskelige at få øje på. Lever en nomade tilværelse i små grupper på 15-20 fugle.
Prinsesseparakit er sjælden i naturen, men er meget udbredt blandt opdrættere pga. sine smukke farver. De bliver typisk 20-30 år gamle.
Prinsesse parakitter er modtagelig overfor øjeninfektioner.
Prinsesseparakit er opført på CITES Appendix II og EU Annex B.
Den er klassificeret som ‘Nær Truet’ (Near Threatened) af IUCN Red List.
Nakke og isse er pastelblå. Panden er blågrå. Kinder, hals og øverste bryst er lys rosafarvet. Ryg og vinger er olivengrøn. Gule vingedækfjer. Undervingen er blå. De midterste halefjer er olivengrønne, og de yderste har en blågrå kant. Øjnene er orange, næbbet er koralrødt, grå fødder.
Hannen har en forlænget 3. svingfjer kaldet spatula, som ender i en smal spids.
Hunnen har gråblå isse, ryg og overgump. Øvrige farver som hannens, dog noget mattere. Desuden er hunnens midterste halefjer noget kortere end hannens.
Ungfugle minder om hunnen. Unge hanner er fuldt udfarvede efter 15-18 måneder.
Der er opdrættet flere farve mutationer bla. blå, lutino og albino.
Størrelse: ca. 40-45 cm – heraf udgør halen ca. 28 cm.
Vægt: ca. 90-94 gram
Foto: Roger Smith – Licens: Creative Commons CC BY-NC 2.0
Udbredt i de tørre indre ørkenområder i det centrale og vestlige Australien. Lever en nomadetilværelse i skovbevoksede områder eller i nærheden af vand.
Ingen.
De søger deres føde på jorden: Frø, insekter, larver mm.
I naturen har de rede i et hult træ nær vand, som regel i et eukalyptustræ, evt. casuarinatræ.
Det anbefales at holde dem parvis, da hannerne ellers kan være lidt aggressive. De kræver en stor voliere (mindst 3,5 m lang).
Redekassen skal være 60 cm høj og 20 x 20 cm i bunden – gerne en diagonal dvs. lidt skrå kasse. Indgangshullet skal være 7 cm.
Hannen kan være slem til at ville “lege” med æggene. I så fald kan man enten fjerne ham, eller gøre indgangshullet mindre med bark eller andet blødt træ – hunnen kan så gnave hullet til, så det passer til hendes størrelse, hvorimod den lidt større han ikke kan komme ind.
Der lægges 4-6 skinnende hvide ovale æg (26 x 22 mm). Hunnen ruger alene på æggene i ca. 20 dage. Ungerne forlader reden efter ca. 5 uger og bliver derefter hos forældrene et stykke tid.
BirdLife International 2022. Polytelis alexandrae. The IUCN Red List of Threatened Species 2022: e.T22685081A213099157.
https://dx.doi.org/10.2305/IUCN.UK.2022-1.RLTS.T22685081A213099157.en
Accessed on 20 May 2023